Om Skagen Keramik

Mit navn er Michaela og jeg bor i Skagen sammen med min mand. Sammen har vi fire drenge.

I 2019 startede jeg, inspireret af min mor, på et keramikhold i Aalborg og blev fuldstændig grebet af det. Jeg har sideløbende suppleret med andre kurser og fik hurtigt indrettet værksted hjemme.

Jeg arbejder kun i stentøjsler og sidder mest ved drejeskiven, men det er også skønt at fordybe sig i modellering og pladeteknik.

Jeg elsker hele processen fra det bløde ler til det færdige produkt. Først med selve drejningen/ modellering-en, derefter tørring, så første brænding (forglødning), herefter glasering og glasurbrænding. 

Det er utrolig svært at udholde ventetiden, når ovnen er i gang og hvilken lykkefølelse, når man endelig kan åbne den.

Der kan gemme sig mange overraskelser i en ovnfuld. Man kan ikke regne med, at glasurerne bliver ens fra gang til gang, da resultatet afhænger af mange ting - f.eks. lerets tykkelse, glasurlagets tykkelse og varme-fordelingen i ovnen, men det er jo også noget af det, der gør det hele så spændende og udfordrende.

Hver ting er sin egen og helt unik.

Som jeg skriver det her, er jeg ved at åbne en keramikcafé, hvor jeg dels gerne vil sælge mit eget keramik, men hvor du også kan male på keramik, indkøbt til formålet. Her har hyggen førsteprioritet og du kan nyde kaffe og kage, mens du maler dit eget unikke keramik. Her går kreativitet og caféhygge hånd i hånd.